Drømmen om et fællesskab.
Jeg trasker igennem de store haller med kroppen fuld af spænding, fuld af ærefrygt over endeligt at være her.
Kalenderen siger 4. november 2022 og jeg er netop ankommet til Bogforum.
Som ny i gamet, altså at være bogblogger, er forventningerne skyhøje, og alligevel har jeg ingen idé om hvad jeg skal forvente. Larmen er tiltagende jo længere jeg træder ind i dette cirkus, måske snarer et omrejsende tivoli, fyldt med gøglere i alle afskygninger. Ikke fordi de franarrer mig mine penge og skaber en illusion, men fordi der er så mange forskellige forfattere, forlag og branche-mennesker, at det er svært ikke at se rundt med store forelskede øjne. De mange lys og bogforsider hypnotiserer mig, som et pariserhjul fyldt med lys og glade mennesker.
Jeg er hende den lille pige med rottehaler og en stor candyfloss, der er klar til at blive overrasket og overvældet. Klar til at opleve og se på verden med nye øjne.
I "rygsækken" har jeg en masse bogbloggere og ikke mindst et fantastisk netværk af forfattere, der står klar til at vise mig hvor magisk denne verden er.
Efter at have trisset rundt en hel dag, tager jeg tilbage til hotellet med ømme fødder og en gedigen hovedpine. Tømt for energi, men fyldt med indtryk. Som romancelæser, har jeg svært ved at spotte min niches tilstedeværelse, og jeg snakker af flere omgange med forlag og forfattere om det. Hvor er romancen? Hvor er den hurtigst voksende genre henne?
Lørdag eftermiddag, er jeg fast besluttet på at romance er mit kald. Det er her, min energi skal bruges, og da jeg står i en stand med bogbloggere, forfattere og forlagsejere, tager jeg beslutningen. Der skal laves en romancemesse og den skal jeg nok lave!
Efter nogle måneder, finder jeg mig selv ved computerens tastatur hvor jeg er ved at skrive en mail. En mail om, at romancen ikke er nok til stede på Bogforum.
I kølvandet på mailen, har jeg lavet forskellige podcast episoder, og alle er enige om at romancen mangler repræsentation.
Jeg ender i en tænketank med andre romanceelskere, hvor der snakkes om at lave en messe, men allerede inden det hele er startet, er der gået hårdknude i det. Én ting bliver ved med at spøge. Det er et af de bud jeg er kommet med, som navn til messen. GUNST. Efter nogle måneder, finder jeg mig selv ved computerens tastatur hvor jeg er ved at skrive en mail. En mail om, at romancen ikke er nok til stede på Bogforum.
I kølvandet på mailen, har jeg lavet forskellige podcast episoder, og alle er enige om at romancen mangler repræsentation. Jeg ender i en tænketank med andre romanceelskere, hvor der snakkes om at lave en messe, men allerede inden det hele er startet, er der gået hårdknude i det. Én ting bliver ved med at spøge. Det er et af de bud jeg er kommet med, som navn til messen. GUNST.
Endnu en kalendermåned forsvinder i tanker og frustrationer over, hvorfor den her genre bliver set så meget ned på. Tanken om en messe, gnaver stadig i baghovedet og jeg er sikker på at flere i mit netværk er trætte af, at høre på mine mange drømme. Drømme om at skabe et fællesskab. Drømme om at skabe et sted, hvor man kan give frit løb for alt romance og bare være i det, nyde det og dele det med andre.
Det bliver august og sommeren er på sit højeste. Efter at have tygget på det her i over et halvt år, sætter jeg mig ned og laver et logo til det jeg håber, en dag vil se dagens lys. Messen, GUNST. Store beslutninger tager tid og kræver som oftest også ofre.
I september opretter jeg foreningen GUNST og søsætter idéen, for alvor.
Det er blevet tid til Bogforum 2023 og jeg er spændt. Endnu en tur i manegen og oprustet med en masse energi og en stor hemmelighed, indtager jeg hallerne. Der snakkes, netværkes og de små fugle kvidrer deres bud videre til mig. Nogle brygger på samme idé. Småskeptisk tager jeg hjem fra en messe, hvor romance var til stede. Bogforum har lyttet til mig og de mange andre, til tidens tendenser og har fået skabt grobund for min elskede boggenre.
Januar bliver på mange måde skæbnesvanger, for jeg bliver nødt til at komme andre i forkøbet og breake nyheden om den her messe. Jeg står helt alene med projektet. Efter Bogforum er nye bekendtskaber kommet til over hele linjen og jeg føler mig stærk. Beriget og fokuseret på, at få dette til at lykkes.
Februar bliver mit mørke, tiden hvor mit sind er lige så trist og grå, som vejret udenfor de regnvåde ruder, jeg sidder og stirrer tomt ud af. Mit mod, min lyst, min vilje er væk. Hr Vinter har væltet mig omkuld og revet tæppet væk under mig. Langsomt kravler jeg ud af skyggerne. Tegn på forår spirer i mig, tegn på at GUNST er værd at kæmpe for 1. marts bliver Rikke officielt en del af GUNST og nu er vi to...
Jeg sidder lige nu, i juni, på mit kontor og ser solen lyse alle buske og træer op. Sommeren er her endeligt og der er under et år til messen. Jeg sidder med en ro og en vilje, der aldrig har været stærkere. Lille mig, har det bedste og mest hjælpsomme netværk i ryggen! ❤
Man siger, at Tak blot er et fattigt ord. Det kan jeg i sandhed skrive under på! Så mange mennesker hjælper i kulisserne og uden dem, uden jer, ville jeg nok ikke sidde med så meget ro og glæde som jeg gør.
Mest af alt, tak til Rikke for at gribe mine mange sindssyge idéer og for at hænge på, når tingene går hurtigt. Nogle gange måske også FOR hurtigt.
GUNST bliver til virkelighed, min hyldest til romance.
Vores hyldest til romance. ❤
- Mille
Fotograf: Dan Vikkelsø
Kærlighed, sammenhold og lyserød i lange baner
Solen skinnede over Kolding. barometeret meldte om forårsfornemmelse ude, såvel som inde.
Kalenderen markerede datoen d. 12. april og stedet var Brændkjærhallen i Kolding.
Klokken på telefonens oplyste skærm viser 3:30. Der er blot seks timer til at alle udstillere skal stå klar, til det der skal være Danmarks første romancemesse.
Den seneste uge er gået virkelig hurtig. Jeg ligger lysvågen i sengen og tænker på ugen der er gået. Tirsdagen inden, viftede Rikke og jeg med Gunst-fanen til Kolding Kultur Awards. Der blev netværket og Gunst blev nævnt for eliten. Det første vingesus kunne anes i det fjerne.
De to efterfølgende dage var gået med at lægge sidste hånd, hvis man da synes at sidste hånd er 15.000 ord, på mit manuskript. Jeg havde en drøm om, at aflevere mit allerførste manuskript til min kommende kærlighedsroman inden Gunst.
Med fingeren svævende over Enter, trak jeg gentagende gange vejret. Det var nu. En crazy rutsjebanetur var nået til vejs ende, for nu. Jeg gjorde det! Jeg trykkede send og mailen til min forlægger var fløjet afsted, havde fået luft under vingerne.
Fredagen var startet tidligt og gået fantastisk. En messe rejste sig i løbet af dagen, og lod alle udstillere vide, at det var nu kærligheden skulle fejres.
Med et års intens arbejde, flere hundrede mails, salgstaler og informationer, stod alt nu klart.
Døsigt missede jeg med øjnene og kunne ikke få en gnavende fornemmelse væk. Jeg skrev en besked, der ville vise sig at være alt afgørende nogle timer senere.
Med alt på plads trak jeg i tøjet. Lynlåsen på de pink glimmerstøvler gav genlyd i det tomme lokale, hvor vores Afternoon arrangement senere skulle afvikles. Arrangørskiltet hang om halsen og svingede let fra side til side i min målrettede gang mod scenen. Det var tid.
Fra scenen kunne jeg tage hele hallen ind. Lyskæder hang hen over de pyntede stande, hvor udstillere og forfattere lystigt delte forventninger og gensynsglæde. Lige dér stod tiden stille og ærefrygten skyllede op i mig. Alt det her, var startet som en idé i mit hoved, og nu stod det her. Det var nu.
Med et flygtigt blik på uret i den forvandlede sportshal viste urets visere 9:32. Lad showet begynde!
En bølge af kærlighedsfans strømmede til!
Overvældet over de mange glade og forventningsfulde gæster, der væltede ind i hallen og fyldte gange såvel som sportspladsen uden for op med biler, havde jeg svært ved at lande i det hele. Inden længe skulle jeg åbne scene 2 med erotik på programmet.
På scene 1, gjorde de første forfattere og debattører sig klar. Det var nu at slaget skulle stå, ville min mavefornemmelse vinde. Frygten havde været lyden på scene 1 og ganske rigtigt, den var ikke god nok.
Med en hurtig besked til leverandøren af lyd til scene 2 blev et crewmedlem blev sendt afsted.
Igen skulle det vise sig, at man altid skal gå med sin mavefornemmelse.
Flere hev fat i mig inden mit første oplæg, og spurgte om ikke jeg var glad og stolt. Min mund sagde ja! og Jo!, men min hjerne var slet ikke der endnu. Jeg var ikke landet i det endnu. Jeg skulle første mærke stemningen og tage temperaturen hos udstillere og forfattere, inden det skulle vise sig, at jeg kunne ånde lettet op.
Med et blik ud ad vinduet, kunne jeg og flere fra vores Gunst-crew se, hvordan strømmen af biler ikke ville ende. Den store sportsplads bag ved hallen og alle omkringliggende parkeringspladser blev fyldt til bristepunktet. Det var nok der jeg mærkede stoltheden for første gang. Det her har vi, to kvinder, formået at skabe uden en kæmpe opsparing på lommen.
Med lyden tilbage på scene 1 fløj dagen afsted med 100 km/t, kun afbrudt af de lange sekunder, hvor de tre finalister til Gunst-prisen 2025, sammen var krøbet sammen for foden af scenen, nervøse og ventende.
Sammenhold og kvindestyrke er rammende for dagene vi brugte sammen i hallen.
Det er over en uge siden, at Gunst takkede af for 2025 og de
glitrende sko blev pakket væk i skabet sammen med den ikoniske
pink blazer.
Medierne er i midlertidig ikke ovre Gunst, hvilket er fantastisk! Jeg har tjekket
mails for første gang i dag, tirsdag efter Påske. Indbakken var i modsætning
til ugen inden Gunst, gabende tom.
Kaffekoppen er fyldt til randen med den foretrukne lysebrune også kaldet
Caffé latte, benzinen, der har smurt tandhjulene det seneste år og som fortsat
vil være min tro følgesvend.
Planerne for næste års messe er luftet internt i Gunst værkstedet, så nu er det op til romance-alferne, Rikke og jeg, at realisere vores visioner om en endnu større messe i 2026.
Fotograf: Dan Vikkelsø
En rus er ved at have lagt sig